Gestus Nord

EDC Poul Erik Bech Fonden støtter frivillige foreninger, som gør en forskel for andre, og Gestus Nord er et godt eksempel herpå. Foreningen afholder arrangementet, der har til formål at give sårbare børn og familier en skøn dag i Frugthaven i Skørping, hvor de sammen kan genoplive efterårets tradition med at plukke æbler og presse most.

Med en donation på 35.000 kr. vil EDC Poul Erik Bech Fonden gerne påskønne foreningens store frivillige arbejde og bidrage til foreningens vision om at give de udsatte børnefamilier et pusterum fra en hverdag præget af begrænsede midler og afsavn.

Pressemeddelelser:

Gestus Nord modtager 35.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden: Æbleplukkedag skal give børn og familier et pusterum

For børn og familier med begrænsede midler kan det være svært at få adgang til fælles oplevelser uden for hverdagen. Derfor spiller frivillige foreninger som Gestus Nord en vigtig rolle, når de skaber aktiviteter, hvor børn og unge får nye minder, fællesskab og gode oplevelser med hjem. Foreningen har netop modtaget en donation på 35.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden, som skal gå til arrangementet Æbleplukkedag i Frugthaven.

Gestus Nord arbejder for at give nordjyske børn, unge og familier fra økonomisk trængte hjem gode oplevelser og nye venskaber. Med Æbleplukkedagen ønsker foreningen at invitere omkring 100 børn og voksne til Frugthaven i Skørping, hvor de kan genoplive en klassisk efterårstradition med at plukke æbler, presse most og være sammen i naturen.

På dagen får familierne en rundvisning i den store frugtplantage, hvor de kan smage forskellige æblesorter og finde deres favoritter. Børnene skal samle æbler, vaske dem og være med til at lave deres egen æblemost, ligesom der bliver mulighed for friskpresset æblejuice, fælles frokost og aktiviteter i friske omgivelser. Hver familie får desuden æblemost, en pose spiseæbler, pærer og grøntsager med hjem.

”I Gestus Nord arbejder vi for at give børn og familier, der lever med begrænsede midler og afsavn, et pusterum fra hverdagen. Æbleplukkedagen i Frugthaven giver familierne mulighed for at være sammen i naturen, lære om en efterårstradition og få en god oplevelse med hjem. Vi er meget taknemmelige for donationen fra EDC Poul Erik Bech Fonden, som gør det muligt at skabe en dag med fællesskab, frisk luft og gode minder for børnene og deres familier,” siger Jette Nørsøller Uhrenholt, foreningsleder i Gestus Nord.

Et pusterum i naturen

Frank Jensen, direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, overrakte donationen til Gestus Nord på vegne af EDC Poul Erik Bech Fonden. Han glæder sig over, at støtten kan være med til at give børn og familier i Nordjylland en dag med nærvær, fællesskab og gode oplevelser i naturen.

”Gestus Nord gør en stor forskel for børn og familier, som ikke altid har de samme muligheder som andre. Æbleplukkedagen er et fint eksempel på, hvordan en enkel og nærværende aktivitet kan skabe glæde, fællesskab og positive minder. Det er en indsats, vi er meget glade for at kunne støtte gennem EDC Poul Erik Bech Fonden, fordi den giver børnene en oplevelse, de kan tage med sig videre,” siger Frank Jensen.

Modtager: Gestus Nord
Støttebeløb: 35.000 kr.
År: 2026
Website: https://gestusnord.dk/
Privatlivsoversigt

Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.

Læs mere her