Svovlstikkerne Næstved

EDC Poul Erik Bech Fonden støtter frivillige foreninger og projekter, som gør en forskel for andre. Svovlstikkerne Næstved er et godt eksempel herpå. Foreningen arbejder for at give økonomisk trængte familier en mere glædelig jul ved at uddele julepakker. Julepakkerne
indeholder alt, hvad der skal til for at kunne fejre jul som familie – fra mad til gaver til børnene.

Med en donation på 50.000 kr. vil EDC Poul Erik Bech Fonden gerne påskønne ildsjælene i Svovlstikkerne Næstveds meningsfulde arbejde og bidrage til, at værdigt trængende familier får mulighed for at fejre julen uden at bekymre sig om økonomien til julemad og julegaver.

Pressemeddelelse:

Ingen kan hjælpe alle – men alle kan hjælpe nogen: Svovlstikkerne i Næstved bringer juleglæde til trængte familier med støtte fra EDC Poul Erik Bech Fonden

December måned er lige om hjørnet, og for mange mennesker er det en måned forbundet med varme traditioner, julemad, julegaver, samvær og gode oplevelser med familie og venner. Men for udsatte familier kan bekymringer over de mange ekstra udgifter, som følger med julen, ende med at overtage juleglæden. For 15. år i træk yder Svovlstikkerne Næstved en vigtig indsats med julehjælp til disse værdigt trængende familier. Denne indsats støtter EDC Poul Erik Bech Fonden igen i år op om med en donation på 50.000 kr.

Svovlstikkerne er en lokal hjælpeorganisation drevet af frivillige, der arbejder for at give økonomisk trængte familier en mere glædelig jul. I år fejrer foreningen 15-års jubilæum, hvilket bl.a. blev markeret med en julekoncert med Stig Rossen, hvor donationen også blev overrakt. Siden foreningens start i 2010 har behovet for julehjælp været støt stigende. Hvor 81 familier modtog julepakker det første år, har foreningen i de seneste år uddelt over 500 pakker – og i 2024 nåede tallet hele 625 julepakker til udsatte familier. Behovet for julehjælp stiger desværre stadig, og i år forventer foreningen at uddele op mod 650 julepakker.

”Vores julehjælp består af en pakke med alt, hvad der skal til for at kunne fejre jul som familie – fra mad til både juleaften og en hyggelig julefrokost i dagene efter til legetøj til børnene. Det betyder utroligt meget for os at kunne give lidt varme og glæde i en tid, der kan være svær for mange,” fortæller Birgitte Grejsen Møs, formand for Svovlstikkerne Næstved.

”Vi samler midler ind gennem forskellige aktiviteter som foredrag, motionsarrangementer og bankospil, og vi modtager heldigvis også støtte fra lokale virksomheder og fonde, der ønsker at gøre en forskel. Alle i Svovlstikkerne arbejder frivilligt, så næsten hver en krone går direkte til julehjælpen. Vores største fokus er børnene – for ingen børn bør opleve, at julen går forbi dem. Donationen fra EDC Poul Erik Bech Fonden hjælper os til at nå ud til endnu flere familier, og det er vi meget taknemmelige for.”

Når fællesskab bliver til juleglæde

Thomas Pedersen og Ken Fischer, partnere i EDC Poul Erik Bech Næstved, stod for overrækkelsen af donationen ved julekoncerten, der var helt udsolgt, i Herlufsholm Kirke.

”Svovlstikkerne Næstved gør en enestående indsats for at samle lokalsamfundet om at hjælpe dem, der har det sværest. Julehjælpen viser, hvordan lokalsamfundet kan løfte i flok og skabe glæde hos familier, der ellers ville have svært ved at fejre julen. Den sidste søndag inden jul summer lokalet af julestemning, når vi sammen med mere end 100 frivillige pakker de julepakker, som skal sprede glæde hos familierne i juledagene. Det er en indsats, der både styrker fællesskabet og gør en reel forskel for mange børn og forældre, og det er vi glade for at kunne være en del af,” udtaler Thomas Pedersen.

Samme begejstring kommer fra Ken Fischer: “Det er inspirerende at se, hvordan Svovlstikkerne Næstved bringer frivillige og lokale kræfter sammen for at sprede juleglæde. Deres indsats gør en reel forskel for familierne i vores lokalsamfund, og vi er stolte over at kunne bidrage til arbejdet i EDC Poul Erik Bech Fonden.”

Modtager: Svovlstikkerne Næstved
Støttebeløb: 50.000 kr.
År: 2025
Website: https://www.svovlstikkerne.dk/