Sóma Viborg

EDC Poul Erik Bech Fonden støtter frivillige foreninger og projekter, som gør en forskel for andre. Foreningen Sóma er et godt eksempel herpå. Det er en børne- og ungdomsforening i Viborg, som forsøger at skabe et trygt sted, hvor den enkelte bliver opmuntret til at være en del af et fællesskab, som bygger på kristne værdier.

Med en donation på 15.000 kr. vil EDC Poul Erik Bech Fonden gerne påskønne ildsjælene i Foreningen Sómas meningsfulde arbejde og bidrage til, at børn og unge i Viborg kan få en weekend i fællesskabets tegn fyldt med sjove og hyggelige aktiviteter.

Pressemeddelelse:

Foreningen Sóma i Viborg modtager donation på 15.000 kr. af EDC Poul Erik Bech Fonden til at afholde et socialt arrangement for børn og unge i lokalområdet

For børn og unges trivsel og udvikling er det altafgørende at være en del af et fællesskab, som giver tryghed og tilhørsforhold. Netop derfor arbejder foreningen Sóma i Viborg på at skabe et fællesskab for lokalområdets børn og unge gennem deres mange aktiviteter. Igennem foreningens frivillige arbejde sørger de for at skabe et pusterum fra hverdagen, hvor børn og unge kan udvikle deres sociale færdigheder og opleve følelsen af at være en del af et fællesskab. Foreningen har netop modtaget en donation på 15.000 kr. til at afholde et socialt arrangement for børn og unge i Viborg.

Foreningen Sóma i Viborg er en børne- og ungdomsforening, som forsøger at skabe et trygt sted, hvor den enkelte bliver opmuntret til at være en del af et fællesskab, som bygger på kristne værdier. Foreningen ønsker at skabe et rum, hvor alle føler sig ønsket og elsket samt skabe tætte relationer gennem forskellige former for aktiviteter.

Foreningens kommende aktiviteter i 2026 består blandt andet af et overnatningsarrangement, som har til formål at styrke det interne fællesskab samt give de deltagende børn og unge en positiv oplevelse i en ellers presset hverdag.

”Vores gruppe af børn og unge er en blanding af forskellige mennesker med meget forskellige baggrunde. Nogle enkelte kommer fra en helt almindelig kernefamilie, nogle kommer fra splittede hjem, hvor livet godt kan være noget turbulent, og nogle kommer med forskellige former for diagnoser og psykiske udfordringer” siger Zita Strøm, der er leder af foreningen Sóma.

Zita fortsætter: ”Vi håber, at vi med et overnatningsarrangement kan give de deltagende børn og unge en hyggelig weekend, hvor de lærer hinanden at kende. En sådan weekend sørger for at de kommer lidt væk hjemmefra og får et pusterum sammen med nogle voksne, som både ser dem og deres behov.”

Foreningen har tidligere haft succes med et sådant arrangement ved navn Tweens Night Out, hvor børn i overgangsfasen sov i foreningens lokaler og havde to hyggelige dage sammen. Weekenden bød blandt andet på aktiviteter som stoledans, spil og et besøg i Viborg Legeland.

En weekend i fællesskabets tegn

Louise Kristensen og Tina Nørgaard Kristensen fra boligafdelingen og Bo K. Jørgensen fra erhvervsafdelingen i EDC Poul Erik Bech Viborg stod for at overrække donationen.

”Vi er utrolig beærede over at kunne give tilbage til lokalområdet og bidrage til at børn og unge i Viborg kan få en weekend i fællesskabets tegn. Foreningen Sóma laver et bemærkelsesværdigt stykke arbejde for børn og unges trivsel i lokalområdet, og de formår gennem deres aktiviteter at skabe et fællesskab og tilhørssted, som både kan medvirke til at mindske ensomhed og styrke trivslen” siger Louise Kristensen, der er indehaver i EDC Poul Erik Bech Viborg.

Bo K. Jørgensen, der er partner og erhvervschef i EDC Erhverv Poul Erik Bech Viborg, deler samme begejstring for foreningens flotte arbejde: ”EDC Poul Erik Bech Fonden støtter foreninger, der gør en forskel for andre, hvilket foreningen Sóma i høj grad lever op til. Vi er derfor meget beærede over at kunne bidrage til, at børn og unge i Viborg har muligheden for at blive en del af et fællesskab i sjove, hyggelige og trygge rammer.”

Modtager: Sóma Viborg
Støttebeløb: 15.000 kr.
År: 2026
Website: https://foreningensoma.dk/