Red Barnet Holbæk

EDC Poul Erik Bech Fonden støtter frivillige foreninger, der gør en forskel for andre, og Red Barnet Holbæk er et fornemt eksempel på netop det. Foreningen har hvert år siden 2019 arrangeret sommerlejre for udsatte børn og deres familier. Lejrene giver børnene mulighed for at få oplevelser og relationer, de ellers ikke ville have adgang til, og som styrker deres trivsel og følelsen af at høre til.

Med en donation på 30.000 kr. vil EDC Poul Erik Bech Fonden gerne påskønne foreningens store frivillige arbejde og bidrage til foreningens vision om at sikre, at endnu flere børn får minder, som rækker langt ud over selve sommerlejren.

Pressemeddelelse:

For mange børn er sommerferien lig med eventyr og oplevelser, men for andre kan de lange uger uden faste rammer og sociale aktiviteter føles ensomme og uoverskuelige. I Red Barnet Holbæk ved man, hvor vigtigt det er at skabe positive minder og meningsfulde fællesskaber – især for de børn, der har allermest brug for det. Derfor sætter lokalafdelingen hvert år alle sejl til for at afholde ferieaktiviteter for udsatte børn og deres familier. I år får de en ekstra håndsrækning med en donation på 30.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden.

Donationen skal bruges til at sende endnu flere børn og deres familier på en sommerlejr, hvor trygge rammer, naturoplevelser og socialt samvær er i fokus.  Det handler om at give børnene plads til blot at være børn og om at skabe oplevelser og relationer, der styrker både selvtillid og sammenhold fortæller næstformand i Red Barnet Holbæk, Maria Mikkelsen:

”For de familier vi hjælper, er ferier ofte forbundet med bekymringer – både økonomisk og socialt. Derfor betyder det alverden, at vi med støtten fra EDC Poul Erik Bech Fonden kan skabe trygge og sjove oplevelser, hvor børnene bliver set, hørt og anerkendt. Ferielejrene giver familierne et frirum og skaber rammerne for fælles oplevelser, varige minder og nye relationer, der ofte rækker langt ud over sommeren”.

Forandringens kraft findes i de lokale fællesskaber

For børn i udsatte familier er sommerferien sjældent forbundet med rejser, sommerhusture eller spændende udflugter. Ifølge VIVE hører Holbæk Kommune til blandt de danske kommuner, hvor børneudsathed er mest udbredt. Red Barnet Holbæks sommerferielejre giver netop disse børn og deres familier en kærkommen afveksling fra en udfordrende hverdag med mulighed for at indgå i fællesskaber, få nye oplevelser og skabe relationer. Her spiller de frivillige en helt central rolle og skaber trygge rammer med nærvær og omsorg, som gør en mærkbar forskel for hvert enkelt barn.

Allan Bachmann, indehaver og afdelingsleder af EDC Poul Erik Bech Holbæk, stod for overrækkelsen af donationen og anerkender foreningens indsats. Allan fremhæver særligt Red Barnet Holbæks betydningsfulde rolle i at drive forandring i lokalsamfundet:

”I EDC Poul Erik Bech Fonden tror vi på, at alle børn har ret til gode oplevelser og stærke fællesskaber – særligt dem, der har det sværest. Når lokale kræfter som Red Barnet Holbæk skaber rum for tryghed og samhørighed, er det ikke kun børnene, der vokser – det gør hele lokalsamfundet.”

Allan påpeger yderligere:

”Vores støtte til Red Barnet Holbæks sommerferielejre handler ikke bare om økonomi, men er snarere et aktivt valg om at bakke op om børn, der har brug for et pusterum fra hverdagen. Ferielejrene giver plads til nye relationer, fællesskab og oplevelser, der kan sætte positive spor langt ud over sommeren. Det er netop her – i de lokale initiativer – at de små skridt til store forandringer begynder”.

Modtager: Red Barnet Holbæk
Støttebeløb: 30.000 kr.
År: 2025
Website: https://redbarnet.dk/bliv-frivillig/red-barnets-lokalforeninger/holbaek-odsherred-lokalforening/