EDC Poul Erik Bech Fonden støtter frivillige foreninger og projekter, som gør en forskel for andre. Mødrehjælpens lokalforening i Viborg er et godt eksempel herpå. Foreningen yder hvert år julehjælp til enlige forældre med børn i Viborg Kommune, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen i højtiden. Med foreningens julehjælp kan flere familier give sine børn nogle gode oplevelser i julen, som de sammen kan glæde sig over.
Med en donation på 30.000 kr. vil EDC Poul Erik Bech Fonden gerne påskønne ildsjælene i Mødrehjælpens lokalforening i Viborgs meningsfulde arbejde og bidrage til, at familier i sårbare situationer får nogle gode juleoplevelser, som de kan se tilbage på.
Pressemeddelelse:
Fordi alle fortjener en god jul: Mødrehjælpen i Viborg støtter sårbare børnefamilier med hjælp fra EDC Poul Erik Bech Fonden
Julen nærmer sig, og for mange er det en tid fyldt med varme traditioner, gaver, god mad og samvær med dem, man holder af. Men for økonomisk trængte enlige forsørgere kan julen være forbundet med bekymringer og afsavn – særligt når pengene ikke rækker til hverken julemad eller gaver. Derfor yder Mødrehjælpen i Viborg hvert år julehjælp til enlige forældre med børn i Viborg Kommune, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen i højtiden. Det arbejde er blandt andet muligt takket være støtte fra EDC Poul Erik Bech Fonden, som i år bidrager med en donation på 30.000 kr.
Mødrehjælpens lokalforening i Viborg oplever hvert år et stort antal ansøgninger om julehjælp – og tendensen er desværre stigende. I julen 2024 blev der uddelt julehjælp til hele 182 familier med i alt 394 børn.
Bag tallene gemmer sig historier om familier, hvor økonomien ikke rækker til fødselsdage, fritidsaktiviteter, medicin – og slet ikke til jul. Det er en virkelighed præget af afsavn, hvor børn ofte mærker forskellen tydeligt – særligt når de sammenligner deres jul med kammeraternes. Julehjælpen består af gavekort til både julemad og julegaver, så familierne får mulighed for at skabe en mere tryg og værdig jul med nærvær og traditioner som i andre familier.
Mødrehjælpens mål for julen 2025 er at kunne hjælpe mindst 200 familier i Viborg Kommune. Men det kræver opbakning og støtte fra både fonde og det lokale erhvervsliv.
“Vi er dybt taknemmelige for donationen fra EDC Poul Erik Bech Fonden, som gør en konkret forskel for de familier, vi hjælper. Julehjælpen er ikke kun en økonomisk støtte – den giver familier mulighed for at skabe en god og tryg jul derhjemme. Den viser, at nogen tænker på dem og ønsker at give dem en god oplevelse i en tid, hvor fællesskab og nærvær betyder allermest,” fortæller Mødrehjælpens lokalforening i Viborg.
Mere juleglæde – færre bekymringer
Donationen fra EDC Poul Erik Bech Fonden har til formål at sikre, at Mødrehjælpen i Viborg også i 2025 kan række ud til de familier, der har allermest brug for det. Julen skal være en tid med håb og fællesskab – også for dem, der kæmper med at få enderne til at mødes.
Donationen blev overrakt af hhv. indehaver og partner i EDC Poul Erik Bech (erhverv) Viborg, Louise Kristensen og Bo. K. Jørgensen samt partner i EDC Poul Erik Bech Viborg, Tina Kristensen. For Louise er det vigtigt at støtte op om lokalsamfundet – særligt i juletiden, hvor behovet for hjælp ofte bliver endnu mere tydeligt:
“Det betyder meget for os at kunne støtte en indsats som Mødrehjælpens julehjælp, der gør en reel forskel for lokale familier i en presset tid. Julen er forbundet med mange forventninger – særligt når man har børn, og det kan være svært at få det hele til at hænge sammen, når økonomien er stram. Vi ser det som en vigtig del af vores ansvar at give noget tilbage til det lokalsamfund, vi er en del af, og vi er glade for, at vi med denne donation kan være med til at gøre julen lidt lettere og mere glædelig for flere.”