EDC Poul Erik Bech Fonden støtter frivillige foreninger, som gør en forskel for andre. Menighedsplejen for Rødby og omegn er et godt eksempel herpå. Menighedsplejen i Rødby og omegn er en frivillig forening, som forsøger at hjælpe økonomisk trængte familier i lokalområdet gennem en række aktiviteter.
Med en donation på optil 12.500 kr. vil EDC Poul Erik Bech Fonden gerne påskønne foreningens store frivillige arbejde og bidrage til at udsatte børnefamilier i Rødby og omegen får en hyggelig udflugt til Middelaldercenteret.
Pressemeddelelse:
Udsatte børnefamilier står ofte over for en række komplekse udfordringer, der begrænser deres muligheder for at deltage i sociale og kulturelle aktiviteter. Oplevelser og udflugter er for nogle børnefamilier svære at overkomme eller umulige at få plads til i budgettet. Men takket være foreninger som Menighedsplejen i Rødby og omegn er der hjælp at hente. Foreningen har netop modtaget en donation på 12.500 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden, som gør det muligt for udsatte børnefamilier at komme på udflugt til Middelaldercenteret.
Menighedsplejen i Rødby og omegn er en frivillig foreningen, som forsøger at hjælpe økonomisk trængte familier i lokalområdet gennem en række aktiviteter. Foreningen hjælper blandt andet gennem besøgstjenester og sociale arrangementer. Den 17. maj afholder foreningen en udflugt for udsatte familier til Middelaldercenteret. Formand for Menighedsplejen for Rødby og omegn, Lone Søvndal, fortæller om foreningens arbejde:
”Menighedsplejen afholder én gang om måneden en dag for ubemidlede børnefamilier, hvor vi først hører en lille andagt i kirken og derefter leger med børnene samt slutter af med spisning. Familierne, som deltager, har ikke har et stort økonomisk råderum, og derfor er de utrolig glade for at være med til disse dage. Børnene glæder sig både til at høre andagten, som er fortalt i børnehøjde, samt at være med i fællesskabet, når vi spiser sammen. Vi har også været på udflugt med disse familier 2 gange, hvor vi kan se, at de hygger sig. Derfor er vi særlig taknemmelige for EDC Poul Erik Bech Fondens støtte, så vi kan gentage succesen og tage på udflugt til Middelaldercenteret.”
En social og kulturel oplevelse
Foreningens initiativ med at arrangere sociale arrangementer og kulturelle udflugter har en række fordele både for de enkelte deltagere og for lokalsamfundet som helhed. Middelaldercentret tilbyder en levende og sanselig historisk oplevelse, som giver de udsatte børn en lærerig oplevelse. Det er en oplevelse, de kan dele med deres forældre, hvilket er med til at styrke nærværet og båndet mellem børn og forældre.
Jesper Andersen, partner, afdelingsleder og ejendomsmægler i EDC Poul Erik Bech Rødby, stod for at overrække donationen til Menighedsplejen i Rødby og omegn, hvilket han er meget taknemmelig for:
”EDC Poul Erik Bech Fonden støtter frivillige foreninger, der gør en forskel for andre. Menighedsplejen i Rødby og omegn gør en stor forskel for udsatte familier i lokalområdet og står altid klar med en hjælpende hånd. Foreningens arbejde bidrager til at modvirke social isolation blandt udsatte familier, idet udflugten til Middelaldercentret skaber et fællesskab for familier, der ofte står alene. Det giver mulighed for nye sociale relationer, netværk og erfaringsudveksling, hvilket kan være en stor støtte i dagligdagen” siger Jesper Andersen.