EDC Poul Erik Bech Fonden støtter frivillige foreninger, som gør en forskel for andre, og Lokalforeningen Frøslev-Padborg er et godt eksempel herpå. Foreningen arbejder målrettet på at etablere et nyt legeområde i Frøslev-Padborg Fritidspark, som skal fungere som et samlingspunkt for børn og familier i området og bidrage til at styrke det lokale fællesskab.
Med en donation på 20.000 kr. vil EDC Poul Erik Bech Fonden gerne påskønne foreningens store frivillige arbejde og bidrage til foreningens vision om at sikre, at endnu flere børn får adgang til gode og aktive rammer i deres nærområde.
Pressemeddelelse:
Hvor fællesskab og fantasi får frit spil: Lokalforeningen Frøslev-Padborg modtager donation på 20.000 kr. til nyt legeområde
Legepladser er ikke bare gynger og trampoliner. De er små frirum for store drømme og sætter rammer om alt det, barndommen kan og skal være. Det er på legepladsen, at de første venskaber opstår, konflikter løses med latter, og verden udforskes i sikre rammer. Netop sådan et sted er nu på vej i Frøslev-Padborg Fritidspark – et legeområde, hvor hverdagens magi tager form i børns leg, og hvor kreativitet, bevægelse og fællesskab kan vokse side om side. Foreningen har netop modtaget en donation på 20.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden.
Midt i Frøslevs boligkvarter, hvor den tidligere skole engang stod, har frivillige kræfter gennem flere år forvandlet området til et grønt samlingspunkt for hele lokalsamfundet. Her findes allerede beachvolleybane, discgolf, frugthave og grillplads – og snart også et nyt aktivitetsområde for børn med klatrenet, trampoliner, en girafgynge og en panna-bane. Et initiativ, der bygger bro mellem generationer og styrker båndene i nærområdet.
Det kommende legeområde er en naturlig forlængelse af det fællesskab, der allerede blomstrer i parken – og det er skabt af mennesker, der vil noget med deres by. For koordinator i Lokalforeningen Frøslev-Padborg, Ninna Schrum, handler det ikke kun om leg – men om nærvær og de stærke lokale bånd, der skabes fra en tidlig alder:
”Når børn leger, knytter de relationer, lærer at samarbejde og får en naturlig glæde ved bevægelse. Med legeområdet ønsker vi at skabe et sted, hvor børn og familier kan mødes spontant – uden skærme og planer men bare for at være sammen. Det er i de øjeblikke, at det lokale fællesskab for alvor får lov at gro”.
Mere glæde, leg og nærhed ind i hverdagen
Det nye legeområde skal være med til at tiltrække flere børnefamilier til Frøslev-Padborg og give de yngste beboere et trygt og inspirerende sted at vokse op. Med støtte fra både kommunen, lokale virksomheder og privatpersoner er projektet godt på vej – og det vækker stor begejstring hos afdelingsleder i EDC Poul Erik Bech Rødekro, Brian Diemer Marcussen, at være en del af dette:
”For os i EDC Poul Erik Bech handler det ikke kun om boliger og kvadratmeter. Det handler om at støtte fællesskaber, hvor mennesker trives. Frøslev-Padborg Fritidspark er et enestående eksempel på, hvad der kan lade sig gøre, når engagerede frivillige går sammen om at skabe noget større end sig selv. Lokalforeningens arbejde er både forbilledligt og inspirerende, og vi er stolte over at kunne bidrage til et projekt, der bringer glæde, leg og nærhed ind i hverdagen – ikke kun for børnene, men for hele byen”.