EDC Poul Erik Bech Fonden støtter frivillige foreninger, som gør en forskel for andre, og Fonden Gro er med sit kvindekrisecenter er et godt eksempel herpå. Foreningen tilbyder helhedsorienteret hjælp til voldsramte familier, og her er der især fokus på, at børnene oplever normalitet og får lov at være børn. Ved at arrangere forskellige oplevelsesrige ture for børnegruppen, fremmer foreningen børnenes livsglæde og sociale liv, som er afgørende for, at de på trods af den vanskelige situation stadig kan trives.
Med en donation på 10.000 kr. vil EDC Poul Erik Bech Fonden gerne påskønne foreningens store frivillige arbejde og bidrage til foreningens vision om at sikre, at flere børn med udfordrede levevilkår får nye positive minder på lige fod med deres jævnaldrende.
Pressemeddelelse:
Fra flugt til fællesskab: Fonden Gro modtager donation på 10.000 kr. til oplevelser for børn på kvindekrisecenter
For de fleste børn er ’hjem’ lig med tryghed. En varm seng. En godnathistorie. Et sted, hvor man kan finde ro. Men for de børn, der flytter med deres mor på krisecenter, bliver barndommen noget helt andet. For dem er hjemmet ofte forbundet med angst, flugt og uforudsigelighed. På Fonden Gro Kvindekrisecenter i Næstved kæmper man hver dag for at vende frygt til tryghed og skabe små lommer af ro midt i en kaotisk virkelighed. Foreningen har netop modtaget en donation på 10.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden til at skabe meningsfulde oplevelser for de børn, der midlertidigt kalder krisecentret deres hjem.
Fonden GRO arbejder med helhedsorienteret støtte til voldsramte kvinder og deres børn. En vigtig del af det arbejde handler om at sikre, at børnene – trods omstændighederne – kan opleve fællesskab, normalitet og livsglæde. Midlerne fra donationen skal derfor gå til en masse oplevelsesrige stunder for børnegruppen, hvor de kan få et afbræk fra den bekymringsfulde hverdag og besøge steder som Knuthenborg Safaripark, Gavnø Slotspark, Øens Dyr og Skovtårnet. Videns- og udviklingskonsluent i Fonden GRO, Lise Storch, uddyber:
“Vi ser børn, der ankommer med frygt i blikket og skuldrene trukket helt op til ørerne. Børn, som ikke har oplevet hverdagsglæde i meget lang tid. Når vi inviterer dem med ud i naturen, biografen eller i en lokal dyrepark, så sker der noget magisk – de bliver børn igen. Det er den transformation, denne donation muliggør, og det gør en kæmpe forskel”.
Plads til at være barn
For børn på krisecenter er det ikke kun det fysiske rum, der er anderledes. Det er hele barndommens fundament, der er rystet. Derfor er der brug for målrettet støtte, nærvær og muligheden for at skabe nye lyspunkter. Netop det ønsker EDC Poul Erik Bech Fonden at bidrage til med donationen. Partner og afdelingsleder i EDC Poul Erik Bech Næstved, Ken Fischer, var den lokale ejendomsmægler, som stod for overrækkelsen heraf. Han siger:
“Det gør virkelig indtryk, når man tænker på, at nogle børn må vokse op i skyggen af vold. Når vi støtter Fonden Gro, er det ikke bare med økonomi – det er med håbet om, at børnene får små åndehuller, hvor de kan trække vejret frit og mærke, at barndommen ikke er helt forsvundet. Det handler om at give dem muligheden for at genfinde glæden og troen på, at livet kan være godt.
Vi bor og arbejder i lokalområdet, og vi føler et ansvar for at støtte op, hvor det virkelig batter. Fonden Gro gør et uvurderligt stykke arbejde, og det er meningsfuldt for os at være med til at give børnene på krisecenteret en håndsrækning – måske i form af en oplevelse, et grin eller bare et øjeblik, hvor verden føles let igen”.