Bethaniakirken Aalborg

EDC Poul Erik Bech Fonden støtter frivillige foreninger og projekter, som gør en forskel for andre. Gaven – Bethaniakirken Aalborg er et vældig godt eksempel herpå. Foreningen er med til at sikre, at også børn fra sårbare familier kan få en julegave på lige fod med deres klassekammerater. På den måde bidrager foreningen ikke blot med noget materielt men også en forsikring om, at der er mennesker, som tænker på barnet, ser det og ønsker at glæde det.

Med en donation på 15.000 kr. vil EDC Poul Erik Bech Fonden gerne påskønne ildsjælene i Gaven – Bethaniakirken Aalborgs meningsfulde arbejde og bidrage til, at julen bliver en tid, hvor også familier i sårbare situationer mærker omsorg, fællesskab og følelsen af at høre til.

Pressemeddelelse:

Jul med hjerterum: Gaven – Bethaniakirken Aalborg giver julegaver til børn fra udsatte familier med en donation på 15.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden

Julen er fyldt med forventningens magi – funklende lys i vinduerne, duften af julebag og gaver under træet. Men bag nogle vinduer er historien en anden. Når økonomien er presset, bliver julens gaver hurtigt et luksusgode, der må vige for hverdagens nødvendigheder. Heldigvis er der foreninger som Bethaniakirken Aalborg, der igen i år arbejder for at sprede juleglæde til børn, som ellers risikerer at føle sig glemt i højtiden. Med en donation på 15.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden sikrer kirken med julehjælpsprojektet, GAVEN, at heller ikke økonomien skal stå i vejen for at mærke julens magi.

GAVEN er Bethaniakirken Aalborgs julehjælpsprojekt, hvor forældre i Aalborg Kommune kan ansøge om en julegave til deres børn. Projektet henvender sig til familier med lavt rådighedsbeløb eller andre udfordringer i hverdagen, som gør julen til en ekstra svær tid, fortæller koordinator i GAVEN, Bjarne Andersen:

”Vi ved, at et lavt rådighedsbeløb kan gøre juletiden særligt udfordrende. Men det er ikke det eneste. Nogle af de familier, vi hjælper, lever med sygdom i hjemmet, mens andre bærer på sorg efter at have mistet et nært familiemedlem eller en anden nær relation. Fælles for dem alle er, at der ikke er overskud – økonomisk som menneskeligt – til at give børnene de oplevelser, mange andre tager for givet. Ved at give en julegave, vil vi gerne give børnene bare et lille stykke af julens glæde – et øjeblik, hvor de kan mærke, at de hører til og er værdsatte”.

Skulder ved skulder

I 2024 uddelte GAVEN gaver til 392 børn fra 232 familier. Foreningen har et gavekatalog, hvor forældrene selv kan vælge en julegave til deres barn og på den måde være med til at skabe en meningsfuld og varm juletradition. Mange af de familier, der modtager hjælp gennem GAVEN, vælger efter eget ønske at deltage i kirkens øvrige aktiviteter, hvilket ofte bliver begyndelsen på nye relationer og et stærkere fællesskab. Og netop fællesskabet er, hvad indehaver i EDC Poul Erik Bech Aalborg, Jesper Lunau, fremhæver som centralt ved foreningens bidrag:

”GAVEN er et fantastisk initiativ, fordi det ikke kun handler om at give gaver, men om at skabe fællesskab i lokalsamfundet. Når vi som erhvervsdrivende, frivillige og lokale aktører går sammen om at hjælpe familier, viser det, hvad vi kan udrette, når vi står skulder ved skulder. Det styrker sammenholdet og gør en reel forskel – både i julen og resten af året”.

”GAVEN er et stærkt eksempel på, hvordan vi som lokale virksomheder kan tage medansvar og gøre en konkret forskel dér, hvor vi arbejder. Det handler ikke kun om økonomisk støtte, men om at vise nærvær og omsorg i en tid, hvor mange har brug for det. Når vi står sammen om at løfte i fællesskab, skaber det både glæde hos familierne og en følelse af stolthed i hele lokalområdet”.

Modtager: Bethaniakirken Aalborg
Støttebeløb: 15.000 kr.
År: 2025
Website: https://bethania.dk/gaven25/