EDC Poul Erik Bech Fonden støtter frivillige foreninger og projekter, som gør en forskel for andre. København Vineyard er et godt eksempel herpå. Foreningen viser, hvordan frivillige kan skabe tryghed og fællesskab for familier, der befinder sig i økonomisk sårbare situationer i juletiden. Gennem en målrettet indsats sikrer foreningen, at både børn og forældre kan opleve julens glæde – uanset deres økonomiske rammer.
Med en donation på 15.000 kr. vil EDC Poul Erik Bech Fonden gerne påskønne ildsjælene bag København Vineyard og deres meningsfulde arbejde samt bidrage til, at endnu flere familier kan få en tryg og glædesfyldt jul.
Pressemeddelelse:
Mission Julehjælp spreder juleglæde til udsatte familier med donation på 15.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden
Julen er en tid fyldt med nærvær, glæde og hyggelige stunder med familien – men for nogle familier kan højtiden også være en udfordring. Hos København Vineyard på Frederiksberg arbejder frivillige og medarbejdere året rundt for at skabe omsorg og fællesskab for mennesker i lokalområdet. Med en donation på 15.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden bliver det muligt at række ud til 64 udsatte familier og give dem en juleoplevelse fyldt med varme og nærvær.
København Vineyard er en kirke, der kombinerer musik, netværk og socialt engagement for at skabe et inkluderende miljø, hvor mennesker i lokalområdet kan mødes, støtte hinanden og opbygge relationer. I forbindelse med julen, har København Vineyard stablet Mission Julehjælp på benene – et juleprojekt hvor foreningen rækker ud til 64 udsatte familier og 124 børn i Københavnsområdet for at skabe en varm og værdig juleoplevelse, hvor familierne oplever fællesskab, nærvær og glæde midt i en svær tid. Formålet er ikke kun at give materiel hjælp, men at skabe relationer, hvor familierne føler sig set, inkluderet og værdsat. Kirsten H. Jameei, formand for København Vineyard, fortæller:
“Mission Julehjælp handler om mere end gaver. Det handler om at skabe varme og fællesskab, hvor familierne oplever at blive mødt i øjenhøjde. For børnene betyder det, at de kan mærke glæden ved julen, og for forældrene giver det en hjælpende hånd i en travl hverdag. Støtten fra EDC Poul Erik Bech Fonden giver os mulighed for at give familierne en oplevelse og minder, som kan bringe glæde langt ud over julehøjtiden”.
Mission Julehjælp skaber glæde, nærvær og fællesskab
Mission Julehjælp drives af frivillige kræfter, som står for alt fra planlægning til afvikling af julearrangementet. Projektet hos Vineyard består blandt andet af gavekort til dagligvarer til de udsatte familier, julegaver til børnene samt et fælles julearrangement med middag, børneværksted og hyggelige aktiviteter. Mange af de familier, der deltager i Mission Julehjælp, oplever økonomiske udfordringer, som gør det svært at fejre jul på traditionel vis. Ved afvikling af Mission Julehjælp, får børnene mulighed for at mærke glæde og julemagi, mens forældrene får en håndsrækning til at skabe en tryg og meningsfuld højtid. Projektet skaber samtidig et rum for frivillige og lokalsamfundet til at mødes, hjælpe hinanden og opleve fællesskab på tværs af forskelligheder. Daniel Sejrskild Nielsen, Indehaver hos EDC Poul Erik Bech Gammel Kongevej, som overrakte donationen, siger:
“Det er inspirerende at se, hvordan København Vineyard med få midler kan skabe stor glæde for familierne. Børnene får en dejlig jul med gaver og hyggelige aktiviteter, og forældrene mærker støtte og nærvær. At kunne bidrage til dette er både meningsfuldt og vigtigt for fællesskabet i lokalsamfundet.”